Mit indre univers
Jeg har tidligere skrevet en tekst om Inge Nygaards New York-malerier. Malerier, hvor hun hylder den pulserende metropolis, dens fart, dens farver og dens virvar af flimrende indtryk. Jeg var og er meget begejstret for de flot opbyggede billeder, som bringer minder om mine egne oplevelser fra byen.
Den nye serie af malerier, hun er begyndt på, rammer mig dog på en helt anderledes personlig måde.
Alvorligt ramt af stress kunne Inge Nygaard ikke male i et år. En meget vigtig vej tilbage til livet og helingen var de malerier, vi ser her. De genspejler de følelser og den sindsstemning, hun oplevede i processen frem til helingen.
Måden Inge Nygaard har gjort det på, er ved at bruge et helt andet formsprog end tidligere.
Et formsprog præget af abstrakte strukturer, fabulerende væsener og en kolorit, hvor farven får en symbolsk funktion.
Det første skridt i denne skildring var at nedbryde de faste strukturer. I “A place to live” er det selve det hus, hun levede i, der bryder sammen. Mens de ydre mure nærmest ser ud som et fængsel, er det indre blevet uoverskueligt og kaotisk. I de efterfølgende billeder bruger hun tætte og kompakte former til at vise fastlåstheden i situationen. I “A way out”, “Halfway to nowhere” og “Men and a mouse” ser vi disse massive og sammenklumpede masser befolket af sære og foruroligende væsener i en farveskala domineret af mørke farver og kolde toner. Det hele kulminerer i “The evil circle”, hvor den negative spiral understreges symbolsk af de takkede spidser øverst i billedet.
To malerier med hver deres hovedfarve demonstrerer Inge Nygaards brug af farvesymbolik til at udtrykke følelser. Den blå farve kender vi bl.a. fra blues-musikken. “To feel the blues” bruges som et udtryk for melankoli og smerte, og det er præcis, hvad “Blue” viser: en følelse af ensomhed og afmagt. Den røde farve i “Red split” benyttes derimod ofte til at vise stærke lidenskaber: kærlighed og elskov, men kan også vise smertefulde udtryk for modsatrettede følelser.
Billedserien ender i “Behind bars”, der opsummerer stemningen, men her er handlekraften på vej tilbage. Der er elementer, som viser et lys i mørket – bortset fra selve den kendsgerning, at malerierne i sig selv demonstrerer en vilje til at arbejde med problemerne. Et meget bogstaveligt lys i form af en slags spotligt ses således både i “Halfway to nowhere og “Ray of light”. I det første billede har lyset endnu ingen effekt, men i det andet sker der noget. Uanset om man tolker spotlightet som et blot og bart illuminerende lys eller som et symbol på frigørelse og udfrielse, er der positive elementer i maleriet. De tætte mure er brudt sammen, og små menneskeskikkelser er på vej ud af huset/fængslet mod lyset og friheden. De røde, blå og gule farver er ikke længere skingre og trykkende, men i balance med hinanden. Situationen er på vej til at blive ændret. Livet på vej til det bedre.
For alle, som har oplevet stress, frustration og magtesløshed, rammer disse malerier uhyggeligt godt. De afspejler følelsen af afmagt, følelsen af at befinde sig et sted, hvor man ikke har lyst til at være. Inge Nygaards billeder sætter lup på alt dette, så man ikke kan slippe væk, men de hjælper også, fordi de tager fat om nældens rod. Noget, man bliver nødt til, hvis man skal videre i livet.
Bunder Inge Nygaards malerier således i personlige forhold, er deres budskab almenmenneskeligt.
Det er malerier for os allesammen.
Udstilling op Docken, Nordhavn, Kbh. 2018 og 2019
Inge Nygaard maler detaljerede City Life malerier. Hun favner en farveskala udover det sædvanlige. Malerierne fra hendes hånd er smukt udformet, har et kontant udtryk over sig, og det er tydeligt, hvor mange timer Inge har lagt i de små detaljer, lyset og skyggerne.
“Jeg har altid været fascineret af byliv og menneskene i gadebilledet, når jeg rejser ud fx til New York – men i lige så høj grad, når jeg vender blikket mod Århus, da det er her, jeg bor”, siger Inge.
Fra lejligheden, hvor hun maler, har hun den mest fantastiske udsigt til Aros. Det er faktisk også Aros’s tidligere direktør Jens Erik Sørensen, som gav hende modet til at skalere bylivets øjeblikke op i de store formater. Under en udstilling i Ridehuset stoppede han op ved hendes detaljerede New Yorker malerier og opfordrede hende til at gå op i format, hvilket hun tog til sig.
Tekst af Tom Jørgensen forfattet til bogen "101 kunstnere 2011":
Inge Nygaard vil mere end det. Ved hjælp af collageteknikken kan hun fremhæve visse partier af fotografiet frem for andre. Ved at skrue fuldt op for paletten på udvalgte detaljer, kan hun skabe en farvevirkning, man ikke finder i virkeligheden og ved at lade penselarbejdet stå tydeligt frem er hun i stand til at markere en stoflighed, der sammen med collageeffekten demonstrerer, at dette er et stykke kunst – en subjektivt oplevet erfaring, ikke et dokumentarisk fotografi.
Og hvori består så Inge Nygaards New York? Svaret er: i modsætningerne. Modsætningerne mellem de minimalistiske skyskrabere og de organiske træer og buske, som, selvom der ikke er mange af dem, er med til at bløde den stramme geomatri op. Og så er der modsætningen mellem de snorlige avenuer i det skakbrætsformede gadenet, butiksfacader, neonreklamer og folks spraglede påklædning. For ikke at glemme det visuelle sammenstød mellem den sorte asfalt, den grå beton og de knaldgule taxier, der oplyser sceneriet som citronsommerfugle på en parkeringsplads.
Inge Nygaards New York er et frodigt clash mellem smagløs kitsch og arkitektonisk genialitet, mellem Upper East Side-rigdom og hjemløs pjaltethed, mellem hektisk mylder og velgørende pauser, mellem anonyme kontordomiciler og chicke Art Deco-monumenter og mellem kølig sort granit og ødsel overflod af lumre pastelfarver.
Netop fordi dette er kunst, kan Inge Nygaard udvælge, fokusere og omskabe, så det bliver hendes New York, vi ser på billederne, hendes fortolkning, hendes vision. En vision af en by, der aldrig sover, men konstant er på farten, fuld af mennesker, som shopper, diskuterer, parlamenterer, kysser, drømmer, skændes og skanderes. Alt holdt på plads af Inge Nygaards på én gang diciplinerede og forelskede penselstrøg.
Texture: Amsterdam Whitney Gallery, New York 2011
Inge Nygaard fills the spectator´s eye with the immediate, bustling activities of the metropolis, however, what makes her art so remarkable is that the artist is Danish born and based. Therefore, she offers a unique European perspective and a international vision to the iconic images og New York City, infusing them with a pulsting new life and fresh artistic pulse.
Inspired by the Irving Berlin ballad “I’ll take Manhattan”, Inge Nygaard’s exciting paintings are visual melodies which pay homage to the “Big Apple”.
Reveling in the bucolic beauty of New York’s dynamic street scenes and glorious parks which reverberate with the pageantry og its denizens as they participate in outdoor activities, Inge Nygaard’s urban street scenes and landscapes reflect an eternal love affair with the “City that never sleeps”.
Gloriously depicting unique “New York Moments” in her special signature style, she creates dazzling cityscapes which become enchanted sensorial realms.
Revealing portals of the eye, she injects her astute talent as she illuminates her canvases with an exciting pictorial message radiating the joy, the excitement and the tension of “City of 1000 Lights”.
Crafting this alluring atmosphere through her masteful coloration textural brushstrokes, she skilfully manipulates the acrylic medium, working with quick staccato brushstrokes that seem to lift right off the canvas.
By layering the paint in this manner Inge Nygaard allows her colors to sing with unparalleled vivacity.
The artist carefully balances bursts of pure color with ethereal highlights, creating a welcomming aura of warm natural light that emanates from each of her scenes. Her sparkling color palette of sun-drenched colors of lemon yellow, glowing aqua, ripe green and electric blue, conveys the energetic and zestful light in which she views the vibrancy og New York City.
Her precise brushstrokes and unique blending of Impressionistic and Realistic techniques, culminates in a refreshing mordern style which is individualistically her own.
Captivating and timeless, Inge Nygaard’s aesthetically delightful tableaux bestow to the viewer an all-inclusive visual voyage to “Great Gotham” and turns the isle og Manhattan into an “isle og joy”.
Skønhed og mangfoldighed 2007
Når Inge Nygaard samtidigt er meget inspireret af såvel den japanske kunsts fladebaserede stil, barokkens centrifugale kompositioner og skønvirkekunstens rytmisk flydende arabesker, er det klart, at vi har med en kunstner at gøre, som er præget af det 20. århundredes modernistiske strømninger. Noget, der også passer med den motivverden, vi ser i hendes værker. En motivverden, der hyppigt kredser om det moderne informationssamfunds forskellige måder at kommunikere på.
Vi ser i hendes værker ofte grupper af mennesker, eller brudstykker af mennesker som øjne, hænder og fødder, der uden et klart mål og uden egentlig succes forsøger at komme i kontakt med hinanden. En kontakt, der for det meste ser ud til at mislykkes, for i Inge Nygaards billedverden er det enkelte menneske eller den gruppe, det tilhører, isoleret i små forskellige lommer af “stammeforhold” af aldersmæssige, nationale eller arbejdsrelaterede sammenhænge.
Denne erfaring af et kommunikativt og værdimæssigt tab er dog ikke udtryk for, at Inge Nygaard er en bevidst arbejdende politisk kunstner. Snarere, at hun som en seismograf registrerer disse samfundsmæssige sammenhænge og i sin kunst forsøger at klinke skårene: at vise, at man i hvert fald i kunsten kan genindsætte den kommunikative dialog mennesker imellem, der er gået tabt i den virkelige verden. I større eller mindre grad handler Inge Nygaards billeder derfor om forsøg på at overvinde den fragmentering, hun ser i det moderne liv. Ved kompositorisk at demonstrere, at vi mennesker nu engang deler skæbne, at vi er afhængige af hinanden, viser Inge Nygaard den røde tråd, der binder det hele sammen: det gensidige ansvar for hinandens liv i en verden, der bliver mere globaliseret og, for manges vedkommende, utryg.
Det hænger derfor meget fint sammen med hendes øvrige kunstneriske produktion, at Inge Nygaard udover de mere eller mindre samfundskommenterende collager også laver “traditionelle” olie- og akrylmalerier. Malerier af figurativ eller lyrisk abstrakt karakter præget af dynamiske og organisk virkende arabesker, en fin koloristisk forståelse, en sansemættet fornemmelse for naturen og landskabet og en ikke-hierakisk komposition. I disse malerier søger Inge Nygaard at vise den skønhed og den sammenhæng, der ligger bag det flimrende virvar af fænomener, som udgør vor fælles verden.
Ved på denne måde at vise og hylde mangfoldighedens skønhed, giver Inge Nygaard et kunstnerisk modbillede til den følelse af fragmentering, der er så udbredt i vores moderne samfund.